Interview med Pernille, sygeplejerske og tidligere klient.
Efter mange år med OCD, angst og kontroltrang tog Pernille imod hjælp – selvom hun var skeptisk. I dag står hun et andet sted som menneske, ægtefælle og sygeplejerske.
Hvad arbejder du med?
– Lige nu er jeg arbejdsløs. Jeg er uddannet sygeplejerske og har arbejdet inden for faget i fire-fem år.
Hvad var grunden til, at du søgte hjælp?
– Jeg har haft OCD, angst og en stærk kontroltrang, siden jeg var helt lille – uden egentlig at vide, hvad det var. Først i gymnasiet fandt jeg ud af, at det var OCD. Dengang fik jeg hjælp i det offentlige.
Senere fik min mand en privat sundhedsforsikring og opfordrede mig til at række ud efter hjælp igen – denne gang til jer (CuraVita). Jeg har altid været skeptisk over for at gå til psykolog, så det var i høj grad ham, der fik mig til at tage skridtet.
Samtidig begyndte min OCD og angst at påvirke vores ægteskab. Min mand har altid støttet mig og været der, når jeg har haft det svært, men det blev også hårdt for ham. Han kunne godt se, at han ikke kunne hjælpe mig – og det begyndte at slide på os og vores relation. Derfor blev det tydeligt, at jeg havde brug for professionel hjælp. Ellers ville det ikke gå godt på længere sigt.
Tøvede du med at søge hjælp, eller var du hurtig til at reagere?
– Jeg var meget tøvende. Jeg kommer fra en kultur, hvor psykisk sygdom og det at gå til psykolog eller psykiater er meget tabubelagt. Det er ikke noget, man taler om, og der er ikke altid så meget viden om det. Jeg tror derfor heller ikke, at mine forældre helt har forstået, hvad jeg kæmpede med.
Hvad bestod forløbet i for dig?
– I starten havde jeg min mand med til de første samtaler. Det var ikke parterapi – han var der som støtte, fordi jeg var meget skeptisk. Jeg har en tendens til at holde igen, og jeg har svært ved at åbne mig og vise den ærlige og reelle side af, hvem jeg er.
Efterfølgende fortsatte jeg alene med psykologen. Vi arbejdede med mine tanker og adfærdsmønstre og fik sat ord på de problemstillinger, jeg kæmper med. Vi talte også om medicin som en mulighed, hvilket jeg stadig er lidt skeptisk overfor, så det er sat på pause for nu.
Hvad har forløbet betydet for dig?
– Forløbet har hjulpet mig enormt meget. Jeg har været virkelig glad for at komme, og når jeg ser tilbage, kan jeg tydeligt mærke, hvor meget jeg har rykket mig.
Man bærer jo sin bagage med sig – farvet af værdier og mønstre fra opvæksten – og det gør en forskel at tale med en dygtig, objektiv psykolog, som kan se det hele udefra. Det har hjulpet mig til at kunne ændre tankemønstre og drage bedre omsorg for mig selv, hvilket jeg har haft brug for. Det føles lidt som at pille lagene af et løg: Jeg har fået en dybere forståelse af, hvorfor jeg har det, som jeg har.
Samtidig har det styrket forholdet til min mand. Vores relation er blevet bedre på mange punkter. Vi forstår hinanden bedre nu. Vi ved mere om, hvad det er for problematikker, der fylder. Og vi kan tale mere åbent og ærligt om det, der er svært.
Har din OCD – og det terapeutiske forløb – haft en effekt på dit arbejdsliv?
– Min OCD og kontroltrang har påvirket mit job som sygeplejerske, hvor jeg havde mange gentagende handlinger. F.eks. gennemlæste jeg det, jeg skrev mange gange. Og data jeg tastede ind, tjekkede jeg mange gange for at være helt sikker. Jeg kunne ikke slippe det, og det blev angstpræget. Det gjorde også, at jeg var langsommere end de andre sygeplejersker, og det resulterede i overarbejde i en grad, så min chef kaldte mig ind til samtale.
Jeg har aldrig delt på mine arbejdspladser, at jeg har OCD og angst. Hverken på den første, anden eller tredje arbejdsplads. I mit næste job vil jeg være mere åben om det. Det kan gøre, at ens arbejdsgiver bliver mere forstående og fleksibel. Jeg tror også, at det fremover vil få en positiv effekt på min arbejdshverdag, fordi jeg nu har fået arbejdet med min angst og mine tankemønstre.
