Nystiftet dansk ressourcecenter: CuraVita skal hjælpe dem, der hjælper andre 

Artikel billede

Pressemeddelelse 8. april 2026  

Sundheds- og omsorgsprofessionelle oplever stress, udbrændthed og empatitræthed. Nu etableres CuraVita – et nyt dansk videns- og ressourcecenter, der tilbyder helhedsorienteret terapi, rådgivning og behandling til mennesker i hjælperroller. 

April 2026 starter CuraVita som en selvstændig non-profit organisation med afdelinger i København og Aarhus. Som et af de få steder i Danmark tilbyder CuraVita helhedsorienteret hjælp og behandling til læger, sygeplejersker, socialrådgivere, præster, psykologer og udsendte hjælpearbejdere. Kort sagt mennesker, der hver dag bærer et stort ansvar for andre – og er under et stort pres. 

Bag CuraVita står et team af højt specialiserede psykologer og psykiatere, som gennem en årrække har udgjort en velfungerende afdeling under NGO’en Styrk Familierne. Det tætte samarbejde mellem CuraVita og Styrk Familierne fortsætter, båret af gensidig respekt for den høje faglighed, de specialiserede kompetencer og skærpede organisationsprofiler.  

I spidsen for den nye organisation står psykolog og direktør, Maria Techow: 

“Med etableringen af CuraVita som et selvstændigt videns- og ressourcecenter får vi mulighed for at sætte endnu større fokus på vores mission: At hjælpe hjælpere, der for en tid har mistet fodfæstet, så de igen kan stå stærkere i deres arbejde med at støtte andre,” udtaler Maria Techow. 

Udbredt mistrivsel blandt hjælpere 

Der er hårdt brug for netop denne type indsats. Stress, udbrændthed og empatitræthed er udbredt blandt sundheds- og omsorgsprofessionelle i Danmark. Nyere danske undersøgelser viser blandt andet, at hver tredje psykiater eller psykolog i den offentlige psykiatri angiver at have haft symptomer svarende til en psykisk diagnose. 

Og mistrivslen påvirker ikke kun hjælperne – også deres familier bliver ramt. Børn, der vokser op med en forælder med en behandlingskrævende psykisk lidelse, har eksempelvis øget risiko for selv at udvikle psykiske vanskeligheder eller møde alvorlige udfordringer senere i livet. 

Bestyrelsesformand Torsten Conrad peger på, at udfordringerne rækker langt ud over den enkelte: 

”Når læger, sygeplejersker, socialrådgivere, udsendte hjælpearbejdere og psykologer sygemeldes eller helt forlader faget, skaber det ringe i vandet. Vi mister specialiseret arbejdskraft, får længere ventetider – og mindre støtte til dem, der har mest brug for den. I sidste ende kan en mental sundhedskrise blandt hjælperne blive en trussel mod selve sundhedsvæsenet og den omsorg, der udgør fundamentet i vores velfærdssystem,” udtaler Torsten Conrad.  

Tilbud om helhedsorienterede hjælp 

CuraVitas fokus er på helhedsorienteret hjælp og behandling, fordi et menneskes biologiske, psykologiske, relationelle og eksistentielle udfordringer påvirker hinanden. Indsatserne udvikles efter principperne i en Stepped Care-model, hvor hjælpen gives gradvist og tilpasses den enkeltes behov. 

”Nogle hjælpere og arbejdspladser kan have gavn af forebyggende tilbud som kurser og undervisning, der sætter fokus på at forebygge omsorgstræthed, udbrændthed og meningstab. Andre hjælpere, der er i begyndende mistrivsel, kan komme langt alene med kortere rådgivningsforløb. Den type lettilgængelige lavtærskeltilbud vil vi i det kommende år udvikle og afprøve i pilotprojekter, hvor vi samtidig dokumenterer effekten. Og endelig tilbyder vi højt specialiseret behandling til hjælpere, der er hårdere ramt af psykiske belastninger og mistrivsel. Her inddrager vi også familien,” nævner Maria Techow, direktør for CuraVita. 

Hun understreger samtidig, at det for mange kan være svært at række ud efter hjælp. 

”Det kan være svært at tage sine egne symptomer alvorligt, når man konstant møder andres alvorlige symptomer, der kræver handling. Er man samtidig vant til at være den stærke, forventer man måske af sig selv – og måske gør omgivelserne det samme – at man kan håndtere det meste. Men hjælpere er også mennesker. Og omsorg kan ikke gives i det uendelige. Der er brug for steder, hvor stressramte, udbrændte og omsorgstrætte fagpersoner kan søge hen. Og hvor der findes behandling, som løfter både hjælperne, deres familier og omsorgen i vores samfund. Derfor ser CuraVita nu dagens lys.”  

Fakta om CuraVita 

  • CuraVita er et videns- og ressourcecenter for sundheds- og omsorgsprofessionelle. 
  • Organisationen er netop opstartet april 2026 med afdelinger i København og Aarhus og udspringer af NGO’en Styrk Familierne. 
  • Teamet består af højt specialiserede psykologer og psykiatere, der tilbyder terapi, udredning, psykiatrisk behandling samt rådgivning, undervisning og supervision for fagprofessionelle. 
  • Organisationen rummer en særlig Kompetenceenhed for Udstationerede, der tilbyder psykologfaglig hjælp til organisationer og udsendte medarbejdere og familier – før, under og efter en udstationering.  
  • Inspirationen til CuraVita kommer blandt andet fra behandlingsstedet Modum Bad i Norge, hvor målrettede indsatser har vist gode resultater i forhold til at reducere udbrændthed og jobstress – også blandt hjælpere, der normalt ikke søger hjælp. 
  • Navnet CuraVita kommer fra latin og betyder omsorg for livet. Det henviser samtidig til CuraVitas målgruppe: Hjælperne, der har omsorg for andres liv.  

Kontakt  

For yderligere kommentarer eller ønske om et interview, kontakt da:  

Maria Techow, Direktør for CuraVita – Ressourcecenter for sundheds- og omsorgsprofessionelle 

mkt@curavita.dk / +45 29 703 700 

Torsten Conrad, Bestyrelsesformand for CuraVita 

toc@anqor.dk  

Del denne artikel

Tilbud

Hvad vi tilbyder dig

Er du læge, sygeplejerske, udsendt hjælpearbejder? Eller har du på anden måde en rolle, hvor du tager vare på andre mennesker?
Så er du det rette sted. Vi er sat i verden for at hjælpe dig, som hver dag hjælper andre.
Vi tilbyder forskellige former for støtte, så det er tilpasset dine behov – fra forebyggende kurser til rådgivning og specialiseret behandling.

Rådgivning og terapi

Rådgivning og tidlig behandling

Er du netop blevet sygemeldt – eller mærker du begyndende mistrivsel?
Gennem rådgivning og en tidlig indsats hjælper vi dig med at tage hånd om tegn på mistrivsel, før de vokser sig større. Vores ønske er, at du hurtigt får hjælp uden lange ventetider.

Behandling og terapi

Højt specialiseret og intensiv behandling

Kan det være stress, udbrændthed, angst, depression eller andre psykiske lidelser? Gennem vores specialiserede og intensive behandlingsforløb får du en grundig diagnostisk afklaring og den behandling, der passer til dig. Vi har fokus på, at du hurtigt får kvalificeret hjælp.

Hjælp ved udstationering

Psykologfaglig hjælp ved udstationering

Skal I som organisation udsende en medarbejder – eller er du selv på vej ud, allerede udsendt eller på vej hjem?
Vi tilbyder psykologfaglig hjælp før, under og efter en udstationering. Gælder også akut behov for hjælp. Vores kompetenceenhed tæller både psykologer og psykiatere.

Kursus

Undervisning for sundheds- og omsorgsprofessionelle

Ønsker I at blive klogere på de særlige ressource- og risikofaktorer ved hjælperroller – og hvordan I forebygger f.eks. udbrændthed og meningstab blandt medarbejdere på jeres arbejdsplads?
Vi tilbyder foredrag og undervisningsforløb, der kan give ny viden og konkrete redskaber.

Næste skridt begynder her

Overvejer du rådgivning eller behandling? Eller er du interesseret i et samarbejde med CuraVita?
Kontakt os i dag. Så vender vi tilbage hurtigst muligt. Vi hjælper med at afklare, hvad der kan være det rette tilbud for dig.