Interview med Andreas Schröder, psykiater hos CuraVita.
Omsorgspersoners stress, udbrændthed eller psykiske sygdom kan belaste de nære relationer så voldsomt, at det river familier fra hinanden. Omvendt oplever andre, at familien bliver deres vigtigste støtte igennem en svær periode. Men hvordan tager man vare på sig selv og på hinanden på én og samme tid?
”Bliver man ramt af udbrændthed, depression, angst eller andre psykiske belastninger, påvirker det én selv – og det påvirker ens ægtefælle og børn. Det er derfor, vi lægger vægt på at inddrage familien og tilbyde støtte til børn og partner,” fortæller Andreas Schröder, psykiater hos CuraVita.
Udfordringerne i familien kan vise sig i de praktiske og huslige opgaver. For er man ramt på energiniveauet, kæmper med søvnproblemer og knapt nok kan bevare koncentrationen, kan man ikke altid bidrage i hjemmet på samme måde som før, selvom man gør sit bedste for at hænge i.
Det kan føre til selvbebrejdelse. Og et stort ekstraarbejde for den anden forælder.
Samtidig bliver ens tilknytningssystem ofte aktiveret, når man oplever sig hårdt belastet eller psykisk sårbar. Og det udfordrer måske den måde, man plejer at være sammen på i familien.
”Nogle bliver overdrevent kontaktsøgende og en smule hjælpeløse i kontakten, når de har det dårligt. Andre trækker sig fra deres kære, bliver tavse og undlader at fortælle, hvordan de egentlig har det for ikke at ligge familien til last. Og andre igen kan svinge imellem de to kontaktmønstre.”
En familie på listefødder
”Svinger man på den måde mellem de to poler, kan det blive forvirrende for ens partner og børn, fordi de ikke ved, hvad der foregår og alligevel skal prøve at manøvrere i det,” forklarer Andreas Schröder. ”Men også den hjælpeløse og den distancerede partner kan være en stor mundfuld at leve sammen med.”
Derfor er det så vigtigt at inddrage og støtte både partneren og børnene, når den ”stærke” omsorgs- eller sundhedsprofessionelle for en stund oplever sig utilstrækkelig, skrøbelig og ”svag”. Det kan nemlig blive en belastning for alle i familien – især hvis man ikke taler åbent om, hvordan det forholder sig.
Især læger og nødhjælpsarbejdere har ry for at have vanskeligheder ved at se egne psykiske udfordringer i øjnene, og derfor vil mange slet ikke tale med deres nærmeste om deres indre pres. I stedet bliver de irritable, udkørte, kritiske eller tavse, så familien begynder at gå på listefødder. Familien tager måske særlige hensyn og forsøger bevidst eller ubevidst at aflaste den, der har det svært. Og gradvist kan utrygheden snige sig ind i de nære relationer og forstyrre den gode, tillidsfulde kontakt.
”For de pårørende kan det gøre ondt, men også være bekymrende, uforudsigeligt og opslidende, når et menneske, man holder af, har det svært,” nævner Andreas Schröder.
”Det sker desværre ret ofte, at især mindre børn kan gå med tanker om, at den dårlige stemning i familien ligefrem er deres skyld. Pressede voksne har ofte svært ved at være nærværende og kærlige forældre, og børnene kan have en oplevelse af, at de har gjort noget forkert, siden far eller mor fravælger hyggestunder eller forholder sig meget negativt til familielivet.”
Familien som ressource
Men hvorfor ender det ofte med dårlig stemning i familien, når den ene forælder er omsorgstræt, udbrændt eller psykisk syg? Og hvordan kan familien blive en ressource og støtte i stedet for?
Den tysk-kroatiske psykiater Norman Sartorius, tidligere leder af WHOs afdeling for Mental Health og en respekteret koryfæ internationalt, har igennem mange årtiers virke insisteret på at støtte familien og de nære pårørende og at anerkende deres afgørende rolle i den psykiatriske (efter-)behandling.
Som nu 91-årig har han for nylig i et stort interview med den tyske ugeavis ”DIE ZEIT” igen påpeget, at fagfolk møder mange barrierer, når de vil omsætte viden om familien som ressource til konkret faglig praksis.
Allerede for 60 år siden var han involveret i et stort internationalt studie i WHO-regi, som viste et mildere forløb af alvorlig psykisk sygdom i lande som Indien eller Colombia end i Danmark eller England.
Årsagen? Den store familie, som i mere traditionelle samfund ofte bærer den psykisk syge person igennem, integrerer i fællesskabet og tilbyder et både socialt og økonomisk sikkerhedsnet.
Slip selvopfattelsen om (altid) at måtte være den stærke
I vores individualiserede velfærdssamfund kan det være sværere at anvende den viden i praksis. Og for mange fagprofessionelle kan det være en stor omstilling selv at have brug for hjælp.
”Den ramte fagperson kan have behov for at lægge de høje idealer fra sig for en stund. Mange skal – måske for første gang i deres voksenliv – træne selvomsorg, tilstræbe en mere realistisk work-life-balance og opdage, at verden drejer videre, selvom man er stået af.”
Ifølge Andreas Schröder kan dette være enormt hårdt, fordi hjælper-identiteten ofte er meget stærk hos de sundheds- og omsorgsprofessionelle. ”Men netop her ligger en chance for at opdage, at det at passe på sig selv og at passe på den anden grundlæggende er én og samme bevægelse,” siger han.
Når man først har droppet de høje tanker om sig selv, og givet slip på sin selvopfattelse som den stærke, der hjælper andre, oplever mange en kæmpe befrielse. Og denne sårbarhed trænes faktisk allerbedst i de nære relationer.
”Mange udmattede, deprimerede eller omsorgstrætte fagprofessionelle har enormt svært ved at række ud fra et sårbart sted frem for et selvoptaget-kritisk-selvmedlidende sted. Deres gode, høje idealer vender sig mod dem selv, og de bliver opslugt af de umulige vilkår, de ofte stilles i for at gøre deres arbejde ordentligt og fagligt forsvarligt. Men hvor det overfor arbejdspladsen kan være væsentligt at stille krav, påpege urealistiske forventninger og sige fra, er dette ofte en temmelig dårlig strategi overfor ens børn og livspartner. Man risikerer at gøre dem indirekte ansvarlige for de problemer, man bringer med hjem fra sit arbejde, og derved afskærer man sig selv fra ens vigtigste kilde til bekræftelse, nærhed og kærlighed,” siger Andreas Schröder.
Med tiden kan det skabe en følelsesmæssig distance, som går ud over den tætte forbindelse og samhørighed i parforholdet og i familien. Og ofte vil det efterlade den ramte alene med sine tanker og sit indre mørke.
Kæmp for det kærlige samvær
Norman Sartorius peger på en helt central forudsætning, hvis familien skal blive en støtte for den syge: At familien tilføres ressourcer og praktisk hjælp udefra.
I ”DIE ZEIT” nævner han, at vi kan styrke familien igennem aflastende samtaler, brugbar viden og helt konkret med støttende (fag)personer, som regelmæssigt besøger familien – og at denne tilgang forbedrer situationen for alle involverede. De nære pårørende oplever sig mindre hjælpeløse, og patienter er målbart mindre belastede: Deres livskvalitet øges, deres symptomer mildnes, og deres tilbagefaldsrater er lavere.
Men hvad kan familien selv gøre, når den har adgang til støtte, viden og praktisk aflastning?
Andreas Schröder insisterer på, at man må forsøge at mindes de gode oplevelser, man har haft sammen, og kæmpe for det kærlige samvær, så det hele ikke kommer til at handle om lidelse eller tab af faglig identitet.
”Det er utvivlsomt svært i situationen, fordi man kan rammes af sorg og fortvivlelse over alt det, der for en tid er gået tabt. Men man må fokusere på det, der er muligt i relationen her og nu, hvor man stadig kan mærke en nærhed og forbundethed.”
Bevar båndet
Når den konstruktive, positive samtale får svære kår i parforholdet, kan man som partner helt lavpraktisk spørge: Hvad ville være rart for dig nu? Man kan også lidt stilfærdigt sige noget kærligt eller vise den anden opmærksomhed, f.eks. ved at sætte hans eller hendes yndlingsfilm eller -musik på.
”Jeg kender par, som øver sig i bare at sidde sammen og holde hinanden i hånden uden at sige noget. Det kan give en tryghed og minde om den dybe forbundethed midt i det svære.”
Andre går regelmæssige ture, og hvis den, der er ramt af f.eks. angst, depression eller udbrændthed, ingen ord har at dele ud af, kan man gå i tavshed. Eller som ægtefælle kan man nævne de ting, man får øje på i naturen, mens man går.
For der er måder at bevare båndet til hinanden, også når den samme ydre virkelighed opleves ekstremt forskelligt – mørk og meningsløs for den syge, mens partneren måske har masser af perspektiver og ser handlemuligheder.
Bevar håbet
”Jeg kan godt forstå, at det indimellem kan være svært at bevare håbet. Både hos den, der er ramt, og hos de pårørende kan tanken melde sig, at det er nemmere at opgive relationen,” udtaler Andreas Schröder.
Begge kan nemlig opleve, at man ikke længere forstår hinanden, og at selv de mindste ting bliver til udfordringer. Heldigvis er listen af mennesker, der står klar med hjælp, ofte lang, hvis først man begynder at tænke over det.
”Desværre er psykisk sygdom meget stigmatiseret i vores samfund, og det gør det ekstra svært at tale åbent om. Mange fagprofessionelle er ramt af selvstigmatisering, hvor de udelukker sig af det ”gode selskab” og lukker sig om sig selv. Men åbenhed er afgørende, så man kan modtage både følelsesmæssig støtte og praktisk hjælp fra venner og bekendte og blive aflastet i en svær tid,” påpeger Andreas Schröder.
Som Norman Sartorius tørt konstaterer: ”Mange anser stadig mennesker, der får hjælp i psykiatrien som sindssyge.” Og ifølge Andreas Schröder er dele af en sådan tankegang dybt forankret – også i faglige miljøer:
”På trods af god faglig viden præger stigmatiseringen fortsat – psykisk sygdom forbindes den dag i dag med svaghed og karakterbrist, med noget ynkeligt og skamfuldt, og mange mener, at det gør personen uegnet til at bære ansvar eller til at yde stabilt,” siger Andreas Schröder.
Derfor er der ikke noget at sige til, at det stadig opleves så stigmatiserende at skulle opsøge psykologisk eller psykiatrisk hjælp.
”Men med tanke på, hvor mange der rammes af en psykisk belastning på et tidspunkt i livet, er vejen frem ikke at tie, men at sige højt til dem, der kan hjælpe, og til dem, man holder af: ’Jeg har det ikke godt!’ Det er i denne bevægelse, hvor vi rækker ud efter hjælp, at håbet spirer frem. Hvis vi står sammen om at hindre, at stress, udbrændthed og psykisk sygdom river os fra hinanden, kan det i sig selv være helende for den enkelte og endda knytte familien tættere sammen.”
