Interview med Heidi Kyhl, psykiater hos CuraVita.
Selv de mest engagerede og dygtige medarbejdere kan brænde ud. For sundheds- og omsorgsprofessionelle er det ofte netop deres styrker, der gør dem sårbare over for udbrændthed – især når arbejdsliv og privatliv belaster samtidig.
CuraVita henvender sig til sundheds- og omsorgsprofessionelle: Læger, sygeplejersker, psykologer, socialrådgivere, præster – og alle andre med en stærk hjælperprofil. Fælles for dem er, at de dagligt investerer sig selv i andre mennesker. Og netop derfor er de også i særlig risiko for at udvikle udbrændthed og andre psykiske belastninger.
”Mange af dem, jeg møder, er blandt andre unge læger, som har været dygtige og vellidte medarbejdere. Men så sker der noget – ofte en krise på arbejdspladsen,” fortæller Heidi Kyhl, psykiater hos CuraVita.
Det kan være en klagesag uden tilstrækkelig opbakning fra ledelse og kolleger. Eller et vedvarende arbejdspres, hvor man igennem længere tid har manglet f.eks. en cheflæge eller kollega og derfor har løbet for stærkt.
”Men det kan også være en tiltagende slitage af at lytte og håndtere andres smerte og lidelse, der sætter sig som en omsorgstræthed eller måske en sekundær traumatisering.”
Ifølge psykiateren bliver belastningen ofte endnu større, hvis der samtidig er udfordringer i privatlivet: Små børn, der ikke sover, et barn i mistrivsel eller problemer i ægteskabet.
Fra symptom til udbrændthed
Udbrændthed viser sig sjældent fra den ene dag til den anden, men symptomerne kan komme gradvist:
Søvnproblemer, kropslige smerter og vægttab. Små angstanfald, koncentrationsbesvær og glemsomhed. Rastløshed og irritabilitet – ofte noget, familien mærker først.
For mange kan det udvikle sig til en gennemgribende udmattelse og nedtrykthed. Hvor ligegyldigheden trumfer arbejdsglæden, hvor selv små opgaver føles uoverkommelige, og hvor man mærker et fald i arbejdskapacitet.
”Når sundhedsprofessionelle søger hjælp hos CuraVita, er det ofte fordi, de er kommet så meget i klemme, at det har udviklet sig til egentlig udbrændthed, depression eller andre psykiske lidelser. De kan opleve sig moralsk stressede, fordi de ved, hvad der vil være godt og rigtigt at gøre, men ikke har mulighederne for at kunne gøre lige præcis dette. Nogle bliver sygemeldt, og det kan bestemt være en mulighed i nogle tilfælde. Andre siger op – eller overvejer helt at forlade deres fag.”
”Det gør stort indtryk på mig, når det er endt der,” siger Heidi Kyhl.
Drømmemedarbejderens paradoks
”Typisk er det drømmemedarbejdere, jeg møder.”
Heidi Kyhl understreger, at alle i hjælperroller selvfølgelig er forskellige. Men der er også nogle karakteristiske personlighedstræk. De har typisk en masse energi og et stort engagement. De er pligtopfyldende og tager let ansvar. De vil gøre en forskel og er ofte både dygtige, grundige, empatiske og omsorgsfulde.
Men netop disse kvaliteter rummer også en risiko.
”Man kan have svært ved at sige nej, være i risiko for at tage for meget ansvar, og man kan blive sårbar over for kritik, fordi det er vigtigt for en, at andre er tilfredse og glade for ens arbejde. Man tilsidesætter egne behov og fortsætter, længe efter kroppen har sagt fra.”
Konsekvensen er, at det kan gå ud over det mentale helbred, og at livet uden for arbejdet langsomt forsvinder.
”Man holder måske op med at løbe i sin fritid, skærer ned på fritidsaktiviteterne og ser mindre til familie og venner. I stedet arbejder man i et konstant forsøg på at indhente det, man føler, man ikke når.”
Når strategierne ikke længere virker
Mange sundheds- og omsorgsprofessionelle forsøger at håndtere presset ved at gøre mere af det, de plejer: Arbejde hårdere, løbe stærkere og strække arbejdsdagen.
Men det virker ikke.
”På en måde er det de samme gode karaktertræk, der også bliver en belastning,” forklarer Heidi Kyhl.
”Den selvanklage – og selve tanken om, at man bare skal arbejde mere – er for eksempel en strategi, der ikke fungerer. Det er det modsatte, der er brug for, nemlig hvile og restitution.”
Ifølge psykiateren er ’drømmetænkning’ en anden udbredt strategi hos hjælpere, der mærker et psykisk pres: Hvis bare jeg holder ud til ferien, så kan jeg hvile, og så bliver det bedre.
”Hvis det ikke er udbrændthed, så virker det. Men ellers gør det ikke. Så har det derimod karakter af drømmetænkning eller en form for ’magisk tænkning’. Er man udbrændt, er ens restitutionskapacitet nemlig markant nedsat – og så kommer man ikke frisk tilbage efter en weekend eller uges ferie. Det kræver mere at genoprette balancen.”
Andre igen håndterer presset ved at udvikle en undgåelsesadfærd som en negativ mestringsstrategi – for eksempel øget brug af alkohol eller selvmedicinering. ”Man tager måske en paracetamol eller et glas vin, når man kommer hjem, fordi man har ondt i kroppen. Men det har man ikke løst problemet af.”
Heidi Kyhl peger på, at mennesker i hjælperroller ofte venter længere end andre med at søge hjælp.
De undervurderer deres egne symptomer og sammenligner sig med de mennesker, de hjælper: “Andre har det jo værre, og har brug for min hjælp.”
Hvis man normalt er vant til at klare sig godt, ser man heller ikke altid advarselstegnene hos sig selv. ”Samtidig kan det være svært at dele med kolleger eller chefen, at man har det svært – ikke mindst fordi det betyder meget, hvad andre tænker. Så man undlader at sige noget.”
At løsne op for skammen
En vigtig del af behandlingen er ifølge psykiateren at forstå konteksten:
Hvad er det for en arbejdsplads, man er på? Hvilke belastninger ligger uden for ens kontrol? Men også at undersøge, hvad der handler om personlige karaktertræk. Og hvordan man tænker om sin egen hjælperrolle og selvbillede.
”I behandlingen hos CuraVita undersøger vi blandt andet, hvad der er ydre og kontekstuelle faktorer, hvad der er relationelle og familiære styrker og belastninger, og hvad der kendetegner din indre psykologi, som gør, at du har fået det sådan. Vi arbejder med at skelne mellem det ydre og det indre – og med at få talt om skammen og den dårlige samvittighed,” forklarer Heidi Kyhl.
For mennesker, der er vant til at præstere, kan det nemlig ofte være forbundet med skam pludselig ikke at slå til.
”De er ofte meget dygtige og knytter deres selvforståelse og selvværd til det. Når man ikke kan være det længere, kan man blive meget skamfuld og selvanklagende. Man kan opleve, at man ikke kan gøre nok. Og man kan tænke, at man ikke er god nok længere. Man er jo vant til at være en ressource – en dygtig og engageret medarbejder.”
Og den skamfuldhed kan være svær at skelne fra en sund egeninteresse, hvor det kan være godt at sige nej.
For Heidi Kyhl har det i det hele taget stor betydning at løsne op for skammen, også i et samfundsperspektiv.
”Vi skal ikke være skamfulde over at blive slidte og have det dårligt. Det kan ramme os alle – også dem, der er gode til at hjælpe andre.”
Nye veje til trivsel
Vejen tilbage handler ikke om at presse sig selv yderligere – men om at udvikle nye måder at håndtere belastninger på, understreger Heidi Kyhl.
En af dem er problemfokuseret mestring: At bryde problemer ned i mindre dele og tage én ting ad gangen.
Samtidig er det afgørende at tale med nogen.
”Man er nødt til at forstå sine sårbarheder, tale med andre om det svære og søge støtte hos nogen, som holder af én. For der er risici forbundet med at være et menneske, som er god til at tage ansvar, som gerne vil være den gode medarbejder, og som er sårbar over for kritik.”
Og så kræver det ifølge psykiateren en ny form for selvomsorg:
”Der kan være brug for at sige: Ja, jeg har været presset. Ja, det ramte mig.”
Igennem mange år har Heidi Kyhl set, at trivsel kan genopbygges. Et sted at starte er at stille sig selv spørgsmålet: Hvad er det, jeg skal være opmærksom på, når jeg har de her gode karaktertræk?
”For selv de mest dedikerede medarbejdere har grænser – og også hjælpere har brug for at passe på sig selv.”
